Praktisk info

Gensidige forventninger – et samarbejde mellem forældre og medarbejdere i Kastaniehuset Kagså.

 

Denne skrivelse er en kort beskrivelse af vores bud, på de forventninger Vi kan og bør have til hinanden. Hvad Vi, som personale, kan forvente af jer som forældre, og bestemt også omvendt. Indholdet er udformet, drøftet og besluttet i personalegruppen, og i bestyrelsen efter vi er blevet private 1/3-2022. I Kastaniehuset Kagså vil vi altid have fokus på vores kerneopgave. Vores kerneopgave er at skabe rammer, der understøtter barnets trivsel, udvikling og læring. Dette vil vi gøre gennem høj pædagogisk faglighed, med en anerkendende pædagogik, og et tillidsfuldt samarbejde med forældre. I institutionens komplekse hverdag er der mange opgaver der skal løses, flere af dem løses bedst gennem et tillidsfuldt og meningsfyldt samarbejde mellem hjem og institution.   

Trivsel:

Hvad kan I forvente af os:

At vi er opmærksomme på det enkelte barns udvikling, trivsel og læring. At vi tager initiativ til en snak eller et møde, hvis vi oplever et sådan behov i forhold til jeres barn. At vi ikke kontakter andre fagfolk eller instanser, uden I på forhånd er blevet inddraget eller orienteret.

Hvad forventer vi af jer:

At I forbereder jer til de udviklingssamtaler I bliver inviteret til. Vi oplever det giver en god dynamik og et godt samarbejde, at alle er forberedte. At I giver besked, hvis der sker ting hjemme eller omkring jer, som I mener kan påvirke jeres barn. Og at I skal tage initiativ til en samtale, hvis der er noget der bekymrer jer vedr. jeres barn. At I informerer os om, hvis andre fagfolk er tilknyttet jeres barn. Dette giver et godt udgangspunkt for samarbejde. Det kunne fx være en ørelæge, eller en fysioterapeut.

Tillid:

Hvad kan I forvente af os:

At vi aldrig drøfter jeres barn med andre forældre. Vi er underlagt en tavshedspligt, som vi er professionelle omkring.

Hvad forventer vi af jer:

At I respekterer at vi ikke snakker om andre børn og deres familier med jer. At I ligeledes har en tavshedspligt som I skal huske på.

Den pædagogiske dagligdag:

Hvad kan I forvente af os:

At vi har fokus på at skabe læringsmiljøer, der skaber de mest optimale miljøer for læring, leg og trivsel. At vi altid hilser på jer og jeres barn når I kommer og afleverer, og når I henter igen. Vi inviterer gerne jeres børn ind en given aktivitet der er sat i gang. Er vi i gang med samling eller projekt, afbryder vi den helst ikke for at snakke. At vi altid forsøger at skabe orden og overskuelighed i de rum hvor børn og forældre færdes.

Hvad forventer vi af jer:

At I respekterer vores pædagogiske arbejde med børnene, og viser interesse for hvad børnegruppen arbejder med. At I så vidt i kan, ikke afbryder medarbejderen når der er i gang med en samling, sammen med børnene. At vi samarbejder om (primært børnehavebørn) at børnene afleveres til en aktivitet og ikke til en voksen. Vuggestuebørn kan sagtens afleveres til en voksen. Den voksne i vuggestuen må gerne huskes på ikke at tage imod jeres barn stående, da de ikke skal bære barnet for meget. Vi forventer at I hilser på os når I kommer, og siger farvel når I går om eftermiddagen. I må gerne sammen med jeres barn rydde det op som jeres barn har taget frem. Er der flere børn om det samme, kan man spørge de sidste børn om der er noget I skal rydde op. Vi forventer også at I holder orden på jeres barns garderobe, og i vuggestuen deres kasse på badeværelset.

Sygdom:

 

Hvad kan I forvente af os: 

At vi kontakter jer hvis jeres barn er for dårligt, eller for syg til at kunne klare en dag i institution. Et barn behøver nødvendigvis ikke at have feber for at det er for dårligt til at være her.  Ved sygdom retter vi os efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Hvad forventer vi af jer:

At I respekterer vores vurdering, og at I tilstræber at jeres barn bliver hentet indenfor en kortere tidsramme. At I holder jeres barn hjemme ved sygdom, til barnet er raskt, og til det fuldt ud er i stand til at klare en dag i institution. 
At I også retter jer efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

Gensidige informationer:

Hvad kan I forvente af os:

At I får beskeder der vedr. jeres barn, enten mundtligt eller skriftligt via Kumba (når det virker). Hvis beskeden til jer ikke kan vente, ringer vi jer op, dette kan fx være ved sygdom.
At I får invitationer til fælles arrangementer hen over året. Dette er høstfest, julearrangement, arbejdsdage og ferniseringer, og alt derimellem.
At vi tilstræber den bedste udnyttelse af vores ressourcer til fordel for jeres barn.

Hvad forventer vi af jer:

At I orienterer jer på KUMBA (når det virker), og at I har tid til en kort snak når aktiviteterne tillader det.
At I ringer til os, hvis I har en besked der ikke kan vente, og som er vigtig i forhold til jeres barn.
At I er deltagende i de fælles arrangementer vi afholder i institutionen. Det er vigtigt for jeres barn at se mor og/eller far i institutionen.
At I orienterer om hvornår jeres barn holder ferie/fri, så vi kan planlægge med personalet i gruppen, og med køkkenet.  

Ferie:

Vi (personalet) og bestyrelsen forventer at jeres barn hen over året holder 5 ugers ferie. Det er det vi er normeret til.  
Derudover har jeres børn også brug for kvalitetstid med deres mor og/eller far.